Til bords med et grisehoved – 11. december 2021

Rumlebum sidder med spidse ører. Sif får læst godnathistorie. Moren læser højt af en bog, der fortæller om alle de gamle juleskikke. Kapitlet i dag handler om, hvordan man gjorde klar til julen i gamle dage, og hvor man fik julemaden fra.

”Og åbentbart spiste man rigtig meget gris dengang – og man var meget sparsommelig. Man spiste så godt som ALT, hvad der var på den gris, også dens lunger og dens blod!” Det tror Sif ikke på. Men moren fortæller, at i gamle dage spiste man f.eks. blodpølse, blodsuppe og blodbudding med stor appetit.

Dengang var det en stor begivenhed, når julegrisen skulle slagtes. Mange bondefolk havde kun den ene gris, som de gjorde ekstra meget ud af at fede op i løbet af året. Grisene kunne godt lide at blive kløet bag ørerne, så det gjorde bondekonerne tit. Sif spørger, om nogen af bondekonerne måske kaldte deres gris for Lille Nuttebasse, og det vil moren ikke afvise.

Men så, en måned før jul, var det slut med kærligheden, for så fangede bondefolkene grisen og slog den ihjel. Rumlebum nikker for sig selv. Jo, det var netop sådan, det gik for sig, også selvom det lyder voldsomt for børnene i dag. Nutidens børn kender ikke så meget til at slagte dyr, tænker Rumlebum.

Moren læser videre fra bogen: ”Så tog bondefolkene grisen og bandt den fast på en stige, der stod lænet skråt mod en mur. Mellem stigen og muren satte de et stort kar, som grisens blod kunne dryppe ned i. Så var det lige til at gå til, når der der skulle laves en dejlig blodsuppe.” Sif griner: ”Dejlig blodsuppe, haha! Hvad spiste de mere, mor?”

Moren giver sig til at remse op: ”De spiste flæskesteg og frikadeller og masser af pølse. Der var lungepølse, leverpølse, medisterbølse og blodpølse. Og pølseskindet tog de fra grisens egne tarme, som de rensede og puttede grisepølsekødet ind i.”

Nu tror Sif ikke helt på det mere. Men det er nu rigtig nok, og det ved Rumlebum også. Han ved ikke noget bedre end lungepølse. Selvom det rigtignok er svært at få fat på nu om stunder.

Men det allermærkeligste, synes Sif, er dog, at man i gamle dage også skar hovedet af grisen og puttede det i en tønde med salt. Når det så blev juleaften, tog man grisehovedet frem og satte det lige midt på bordet. Der skulle det stå og pynte på et fad. For at gøre det ekstra festligt puttede man et æble ind i grisens mund. Så kunne de gode folk ellers sidde der og være selskabelige med hovedet til den gris, hvis kød, tarme, lunger og blod de nu sad og smæskede sig i.

Ak ja, der var nu mere stil over folk i gamle dage, synes Rumlebum. Alt det nymodens plastik har fordrevet de gode gamle juletraditioner. Nuvel, det hjælper jo ikke at ønske sig tilbage til en svunden tid. Rumlebum strækker sig i halmen, og langsomt overmander søvnen ham. Idet han blunder hen, banker dejlige drømme om lungepølse og blodsuppe på hans øjenlåg, og han smiler et fint lille nissesmil.