Skurkenissen Krumbuk – 19. december 2023

”Vaks, kan du så gå hjem med dig!” Den lille nisse skælder ud, men Vaks vil under ingen omstændigheder vende om. Den vil være sammen med sin bedste ven og hjælpe ham, hvad end der kommer til at ske.

Nissen og hunden følger kompasset over markerne. Tusmørket er kommet, og det støvregner. Bitte små regndråber lægger sig på kompassets glas og gør det svært for Rumlebum at se viserens bevægelser. Han må knibe øjnene sammen og holde kompasset helt op foran næsen.

Jorden på marken er ujævn og knoldet, og Rumlebum er ofte lige ved at snuble. Han kan lugte den kolde jord, og det giver en smag af metal i munden. Det er en rigtig træls tur. Især fordi han ikke ved, hvor kompasset fører ham hen, eller hvor langt han skal gå.

Vaks derimod er glad og vimser rundt fra den ene græstot til den anden. Nissen er træt af hele tiden at skulle stoppe og vente på ham. ”Behøver du at tisse på hver eneste knold og tot, vi går forbi? Du står mere på tre ben, end du går på fire.” Rumlebum er irriteret. Han kan hele tiden høre den onde lyd, mens de går. Lyden bliver stærkere og stærkere. Den gør ondt i ørerne.

Nu er de kommet til den rare købmand. Mon det er her? Nej. Graderne passer ikke helt. De fortsætter. De når til byens sportsplads. Den onde lyd bliver mere skinger, mens de går over den dystre fodboldbane. Rumlebum kan næsten ikke holde det ud. Så kigger han op. Lyden kommer fra Den Forbudte Skov.

—

Inde i Den Forbudte Skov er der nu en hær af onde nisser. De sidder underligt stille og afventende i deres huler. Det er, som om de kan mærke, at der snart skal ske noget.

På skovens midterste plads i den fineste hule sidder skurkenissen Krumbuk op spiller den onde lyd på sin tværfløjte. Han lokker med de hæsligste toner. ”Den grimme skarnsnisse og hans tåbelige lille hund er endelig på vej. Lige om lidt får jeg den sidste nisse med i min hær.” Han smiler et grumt nissesmil.

Men så må han pludselig knibe så øjnene hårdt sammen, at det gør ondt. Han ryster på hovedet, alt hvad han kan. Men det hjælper ikke. Der kommer grimme billeder frem i hans tanker, som han ikke kan slukke for. Billeder af to små børn, der ligger i deres senge og råber på deres mor.

Det er over hundrede år siden. Og hvordan skulle han vide, at rotterne var listet efter musene? Han ville blot lukke nogle mus ind i børnenes halmdyner for at drille dem. Men så var rotterne kommet med. Og rotterne havde bidt i børnenes fødder, så børnene var blevet syge. Siden har han ikke set børnene, og nu vil han ikke tænke mere på det.

Han rejser sig op og stikker tværfløjten i lommen. Så går han ud af den mørke og dystre hule. Han går til grænsen af Den Forbudte Skov og kigger ud over sportspladsen. Der kommer den sidste dumme nisse og hans grimme lille hvide hund.